tirsdag den 7. februar 2012

Mit tredje (og sidste) rejsebrev fra Bibliotekchefforeningens årsmøde handler om en spændende paneldebat under emnet "Biblioteket i vægtskålen"

"Overbibliotekaren"
Hvor mine to første rejsebreve handlede om "Ledelse i vægtskålen", rettes fukus her på det egentlige, nemlig "Biblioteket i vægtskålen".
Gennem fire fortælllinger
  1. Massernes fortælling om biblioteket v/Ole Palnatoke Andersen, Wikipedia
  2. Filosoffens fortælling om biblioteket v/forfatter og filosof Lene Andersen
  3. Mediernes fortælling om biblioteket, v/chefredaktør Troels Myhlenberg, Fyns Amtsavis, og
  4. Fremtidstænkerens fortæling om biblioteket set i et velfærdsperspektiv v/fremtidstænker Uffe Palludan, Palludans Fremtidsforskning
udspiller sig efterfølgende en spændende debat under ledelse af direktør Michel Steen Hansen, Danmarks Biblioteksforening og bibliotekchef Jørgen Bartholdy, Skanderborg Bibliotek og Borgerservice.
Ole Palnatoke arbejder efter mottoet "Gi' viden fri!", - viden for masserne giver masserne magt. På Bartholdys lidt drillende spørgsmål hvorfor der både er en engelsk og en dansk Wikipedia, når nu den engelske i artiklerne om f.eks. Søren Kierkegaard har en tredjedel flere ord end den danske (og derfor underforstået er så meget bedre), svarer Palnatoke skarpt, at det måske netop var dét, folkebibliotekerne kunne lære nogt af, nemlig at turde udradere den tredjedel, som alligevel blot er fyldstof i bibliotekernes samlinger! STÆRKT!

Lene Andersen, der iøvrigt har skrevet Demokratihåndbogen (som gratis kan downloades fra nettet), sidder og flagrer med sin Smart phone og filosoferer om tiden, - på en gang rigtigt gammeldags kronologisk men i høj grad oså digital. Taler om mundtlig og skriftlig kultur, - og om alfabetet. Vi er gået fra symbolsk, mytologisk tænkning til abstrakt tænkning.

Slår et slag for den gammeldags bog, der udover indholdet er en fysiske oplevelse, som giver en hel anden totaloplevelse. Fra bogens skriftlige tradition til digitaliseringens ikon, der flyttes rundt på en skærm. Fra lineær ekspertkultur til den i hurtige klip opsplittede informationskultur.

Endvidere overgangen fra maleri til fotografi, to komplementære måder at kommunikere på. Lene Andersen fastholder, at den lange, sammenhængende tanke efterspørges i fremtiden. Taler om "taberne, teknikerne og vinderne", hvor de to sidstnævnte grupper fortsat vil efterspørge bøger.

Troels Myhlenberg er af den opfattelse, at medierne lever af fordomme ligesom bibliotekerne.

Om medierne er fordommene:
  • Medierne er magtfulde
  • Medierne er skrupelløse
  • Medierene er (for) hurtige
  • Internettet er et nyt medie!
  • De sociale medier er noget, de unge leger med
  • Ingen under 60 læser avis
Om bibliotekerne er fordommene
  • Bibliotekerne er støvede
  • Bibliotekerne er befolkede af grå hjelme både foran og bagved disken
  • På biblioteket siger man "Stille, scchyyy"!
  • På biblioteket kommer Marianne Jelved og Mette Bock
  • På biblioteket er de ansatte meget selvbevidste og formynderiske
  • og har evig dårlig samvittighed over ikke at have læst Proust eller Knausgård
Samtidig mener både medier og biblioteker
"Hallo, vi er en funky success ... "
 Sandheden er, at
  • Medierne elsker bibliotekerne
  • Bibliotekerne elsker og hader medierne, og
  • Medierne og bibliotekerne har alverden til fælles
Hvad har vi til fælles?
  • Vi tror vi er federe, end vi er
  • Og vi tror vi er ufedere, end vi er
  • Vi vil så gerne have fat i de unge, men helst på vores præmisser
  • Vi vil så gerne have nogen andre kunder end dem vi har
  • Vi er måske sikkert ikke helt så innovative, som vi tror, - men vi er gode til at skabe værdi
MEN VI HAR HINANDEN!

Uffe Palludan viser os en fantastisk PowerPoint, han har lavet om "Velfærd i klemme, - veje ud af klemmen".

Han siger, at fremtiden er en rejse, vi ikke kender. Påpeger med henvisning til Einstein, at det er vigtigt at arbejde med fantasien.

Også han mener, at "Bogen er kommet for at blive... "

Vi skal fokusere på det vi er gode til ... f.eks. bøger, som er dét borgerne gerne vil ha'? Sammen med det stille rum og en kop god kaffe!
Vi skal turde værdisætte og udvælge vore materialer og ydelser. Turde være smagsdommere. Som er meget vigtigere end at diskutere åbningstider osv.

Postulerer, at bibliotekets kerneydelser udvandes. På bekostning af børneteater (og kaffe?). Men bibliotekerne må gerne være forskellige, blot de fastholder kerneydelserne. Hvad er idealet for et bibliotek, udover at det skal være gratis?

Konkluderer, at vi lever i et samfund, hvor det at mene er vigtigere end det at vide. Vi sidder som repræsentanter for de mest væsentlige og fundementalt demokratiske, velfærdsstaten har at byde på.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar